Fra Hasle Bakker til Klokkervej - eller omvendt - ad grøn kile. Grønne byområder danner kile gennem Hasle. Med plads til forbedringer.

Af Ole Nørgaard Madsen

Hasle Bakker danner grænse mellem to grønne kiler. Eller rettere forbinder to kiler gennem pas mellem bakkerne Spiralen og Bakkekammen.

Den ene grønne kile er naturområdet Skjoldhøjkilen mod vest. Den anden er grønning gennem Hasle mod øst, som når helt til Åbyhøj ved Klokkervej. Med grønne byområder til fælles ophold, aktivitet og rekreation. Forbundet med sti for lokaltrafik til fods eller på cykel.

Hasle Bakker er menneskeskabt ved opfyldning med overskudsjord fra byggerier indtil 2005. Toppen af Bakkekammen er 105 m. over havets overflade, mens Spiralen er 100 m.

Set fra Hasle Bakker markerer Haslekilen sig med græsarealer og træbevoksning. Der er grønt mod både øst og vest.

Haslekilen, en grønning gennem Hasle

Nærmest Hasle Bakker er Haslekilen bold- og idrætsbaner. Både Ellekærskolen ved Jernaldervej og de kommunale bygninger på Bautavej er næsten gemt i grønne bevoksninger langs kilestien. Idrætsanlæg på skolesiden af kilestien er ikke i den bedste stand, men forhåbentlig skyldes det, at renovering forestår.

Kilestien passerer Ringvejen gennem overdådigt ’smykket’ tunnel. Stien indrammes af grønne skrænter til kontorbyggerierne langs Ringvejen, inden stien føres ind gennem Ryparken.

Med kuperet terræn, sø, græsarealer, snoede gangstier, enkeltstående træer og alletræer, samt mindre æbleplantage mod Hasle Lokalcenter er Ryparken et charmerende parkanlæg, omend i den begrænsede målestok. Søen trænger til vedligeholdende oprensning. Efter sigende besøges den af fiskehejrer, men der udtrykkes bekymring for, at søens tilstand sætter stopper for så fine gæster. En lille andeflok bidrager næppe til at holde søen i attraktiv stand.

Fra Ryparken fortsætter gang- og cykelsti som bro over Hasle Centervej og ind gennem Bispehaven. Denne gennemgang er markeret med belægning og blomsterbede som stianlæg på tværs af Bispehaven. Men i forbindelse med forestående renoveringsprojekt af udeområder i Bispehaven er tanker fremme om at tydeliggøre passagen gennem Bispehaven som del af den grønne Haslekile.

Kilestien føres til Ryhavevej med forbindelse til Klokkerparken, som udgør sidste del af Haslekilen med endestation ved Klokkervej mod Åbyhøj. Men Klokkerparken og kilestiens fortsættelse ind i parken fra Ryhavevej er godt skjult af uplejet bevoksning.

Kile med udsigter?

Skal den grønne Haslekile forbinde Hasle fra Klokkervej med Hasle Bakker og Skjoldhøjkilen, må Klokkerparken også synligt være del af kilen. Det kan den blive med kommunale midler til påtænkt renovering af Klokkerparken. En visionsplan for Klokkerparken foreslår i øvrigt en udsigtsbakke i Klokkerparken. Dermed vil tur i Haslekilen kunne begynde med udsigt fra Hasle Bakker og slutte med udsigt fra bakke i Klokkerparken – eller omvendt.

Grøn kile

Tilføj kommentar